Dansk Byggeri glæder sig over, at Venstre nu er parat til at lempe det kommunale anlægsloft. Det betyder, at kommunerne får mulighed for at sætte nogle af de planlagte renoveringer og anlægsopgaver i gang, som anlægsloftet ellers sætter en stopper for. Og det er der brug for nu, hvor coronakrisen også har ramt bygge- og anlægsbranchen.
– At suspendere anlægsloftet og fremrykke renoveringer og reparationer af skoler, børnehaver og andre kommunale bygninger er oplagt nu, mens de står tomme. Det samme gælder reparation af for eksempel kommunale veje, kloakker mv. Mange af opgaverne skulle alligevel havde været udført i sommerferien eller senere på året, så det vil ikke umiddelbart koste kommunerne ekstra, siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.
Dansk Byggeri har sammen med en række andre aktører i byggeriet flere gange foreslået regeringen og folketinget at lempe anlægsloftet. Og i en ny fremskrivning af forventningerne til beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen, forudser erhvervsorganisationen, at beskæftigelsen i branchen vil falde med 16.400 fra 1. til 2. kvartal på grund af coronapandemien.
Kilde: Dansk Byggeri