
Alle ved, hvordan en LED-løsning ser ud – armatur, lyskilde og driver. Men sådan behøver det ikke være, for hos virksomheden LED iBond er armatur og lyskilde på en måde samlet i én enhed. Basis er Aluminiums-Composite-Panels (ACP), et velkendt materiale på kun seks mm tykkelse, hvor to tynde alu-flader omgiver en plastkerne. Det bruges bl.a. som facadebeklædning. Hos LED iBond bruger man alu-fladerne som leder af elektricitet til LED’erne, der sidder i fræsede fordybninger i pladen. Altså ingen ledninger, bortset fra de to fra driveren. Og det er uanset, om det handler om en lille løsning med kun to LED-chips, en af deres meget store industrilamper eller deres high-end løsninger, hvor strømmen meget elegant bliver ført ned via de magneter, som lampen også er ophængt i. Fælles er ydermere tykkelsen på kun seks mm.
– Det er i bund og grund en meget enkel tankegang, forklarer Kjeld Gade, salgsdirektør hos LED iBond.
Pladerne kan skæres til fuldstændig efter behov, da selve overfladen er den, som leder strømmen. Den helt frie formgivning i kombination med pladens tykkelse gør, at virksomheden tilbyder en række såkaldte up-grade løsninger. Her isætter man ganske enkelt en LED iBond løsning i et eksisterende armatur – og der er altid plads. I nogle tilfælde, f.eks. i det velkendte Lundtofte-armatur, anvendes også magneter til at holde løsningen på plads. Altså ingen skruer, medmindre det ønskes.
– Det tager derfor kun ganske få minutter at rense armaturet for den gamle løsning og sætte vores løsning i – og så er man overgået til LED-drift med alle de fordele, det indebærer, siger han, og forklarer, at metoden grundlæggende er den samme – om man skifter indmaden i et Lundtofte-armatur eller på store udendørsbelysningsløsninger, f.eks. på tankstationer eller lignende.
Der kan sættes linser på, der kan skabe forskellige lysmønstre, ligesom en plade af polycarbonat kan gøre den helt vandtæt (IP67).
– Holdbarheden er L90 og +100.000 timer. Baggrunden for den meget lange levetid er bl.a., at alu, foruden at være en god el-leder, også er en fremragende varmeleder. Det vil sige, at vores løsning meget effektiv kan lede varmen væk. Pladen bliver aldrig mere end 40 grader varm, og med en plade, som allerede er kendt som en facadeløsning, kaster det helt nye muligheder af sig. Både ude og inde.