
Clever overtager omkring 100 ladestandere fra APCOA i Danmark og får fremover ansvaret for drift og udbygning af ladeinfrastrukturen på de pågældende parkeringsområder.
Udskiftningen af ladeudstyret forventes at finde sted i løbet af 2026.
– Overdragelsen gør det muligt at samle og modernisere ladeinfrastrukturen på nogle af de mest benyttede parkeringsområder i byerne. Det styrker vores tilstedeværelse og giver en mere ensartet drift og bedre ladeoplevelse for bilisterne, siger Paw Borregaard, der er ansvarlig for strategiske partnerskaber og forretningsudvikling hos Clever.
Hos APCOA ser man frem til, at elbilister nu får en mere sammenhængende og enkel parkerings- og ladeoplevelse.
– Vi ser elbilisternes behov som en naturlig del af parkeringsrejsen. Derfor har vi i en periode selv drevet ladeinfrastruktur. Men med den hastigt stigende antal af elbiler på de danske veje giver det nu for os bedre mening, at en specialiseret ladeoperatør som Clever fremover driver ladeinfrastrukturen. Det skaber en mere sammenhængende og nem parkerings- og ladeoplevelse, som samtidig er attraktiv for vores grundejere, siger Fredrik Westergård, adm. direktør hos APCOA Danmark
Kunder kan indtil udskiftningen stadig bruge de nuværende APCOA-ladestandere helt som normalt.
Kilde: APCOA

