Mind Energys nye Nordic Energy Market Insights Report tegner et tydeligt billede af et nordisk energimarked under stort pres frem mod vinteren. Rapporten viser også, at antallet af timer med negative elpriser er faldet markant i Danmark i 2026, hvilket efterlader virksomheder med færre billige timer på trods af store mængder billig strøm midt på dagen.
Mind Energys meteorologer vurderer i den nye Nordic Energy Market Insights Report, at Norden kan få kolde perioder allerede fra december, og at risikoen for gentagne kuldeperioder stiger i januar. Med lav vandstand i reservoirerne og stramme gasforsyninger kan lange perioder med kulde give markante prisstigninger. Danmark og Norden generelt går udsat ind i vinteren med et underskud i vandkraftbalancen på 13 TWh og europæiske gaslagre, der i begyndelsen af november var 74,3 % fyldte, hvilket er det laveste niveau på denne tid af året i ti år og otte procentpoint lavere end på samme tidspunkt sidste år.

– Norden har ikke stået mere udsat før en vinter siden energikrisen i 2022. Lave gaslagre og store underskud i vandreservoirerne bliver ikke løst lige med det samme. Priserne bliver høje, spørgsmålet er, hvor høje” siger Peter Nikolaj Krebs, VP of Customer Trading i Mind Energy.
Ifølge Mind Energy gør usikkerheden om vinteren det dyrt for virksomheder at aftale en fast elpris for de nærmeste måneder. Usikkerheden påvirker i mindre grad priserne længere ude, og en fast pris for 2029-2031 ser derfor relativt mere attraktiv ud.
– For virksomheder, der ikke kan flytte deres forbrug, er det et godt tidspunkt at se på, hvordan de vil købe strøm ind de kommende år, siger Peter Nikolaj Krebs.
Færre timer med negative priser
De seneste år har danske virksomheder været vant til mange timer med negative elpriser, som opstår, når der produceres mere strøm, end markedet kan aftage. Det sker typisk midt på dagen med solskin og vind, hvor producenterne reelt betaler for at komme af med strømmen. Rapporten fra Mind Energy viser dog, at tiderne er skiftet, og at der i 2026 har været langt færre timer med negative elpriser.
I Vestdanmark (elpriszone DK1) var der 441 timer med negative elpriser og 265 timer i Østdanmark (elpriszone DK2) i hele 2025. Frem til den 6. november 2026 har der kun været negative elpriser i 206 timer i DK1 og 93 timer i DK2, hvilket svarer til et fald på over 50 % i forhold til året før.
– Producenterne er blevet markant bedre til at planlægge og tilpasse deres produktion til markedet. Det betyder, at de helt ekstreme lavpristimer bliver sjældnere for danske virksomheder. Der er stadig billig strøm midt på dagen, priserne lægger sig bare oftere lige over nul, siger Peter Nikolaj Krebs.
Han peger også på, at stigende omkostninger til at udligne forskellen mellem planlagt og faktisk produktion og mindre værdifulde grønne certifikater gør det mindre attraktivt at producere, når prisen er meget lav. Samtidig importerer Danmark mere strøm fra Tyskland i de solrige timer.
Fleksibilitet kan sikre lavere pris
Mind Energys rapport viser også, at forskellen i elprisen mellem døgnets billigste og dyreste timer er stor. Den 6. september faldt de danske priser til tæt på nul midt på dagen og steg kraftigt om aftenen, og den 14. september oversteg prisen i både DK1 og DK2 700 euro pr. MWh i aftentimerne. I oktober nåede priserne det højeste månedsniveau siden 2022 i begge danske elpriszoner, og de er steget yderligere i begyndelsen af november. Det stiller krav til, hvordan virksomhederne indretter deres energistrategi.
– Selvom de negative priser bliver sjældnere, så er prisforskellen hen over døgnet stadig meget stor. Det gør fleksibilitet værdifuldt. For virksomheder, der kan flytte en del af deres energiforbrug væk fra aftentimerne, kan der være mange penge at spare, slutter Peter Nikolaj Krebs.
Læs hele Nordic Energy Market Insights Report Autumn 2026 her.

