
Den 20. oktober markerede NKT ved en ceremoni i Portugal, at investeringen i at udvide produktionen af mellem- og højspændingskabler på fabrikken i Esposende nu er afsluttet. Den udvidede fabrik styrker NKT’s kapacitet og kompetencer for at imødekomme den høje efterspørgsel efter kabelsystemer drevet af energiomstillingen. Som en del af fabriksudvidelsen har NKT budt mere end 150 nye kolleger velkommen på fabrikken. Indvielsen kommer cirka to år efter, at NKT opkøbte den portugisiske kabelproducent SolidAl i juni 2024.
– Afslutningen på denne investering markerer en vigtig milepæl for NKT og vores kolleger i Esposende. På lidt over to år er vi gået fra opkøbet af SolidAl til at have integreret organisationen og udvidet fabrikken markant. Den nye kapacitet og de nye kompetencer styrker vores muligheder for at støtte kunderne i udbygningen og moderniseringen af deres elnet, samtidig med at Esposende styrker sin position som en central del af NKT’s europæiske produktionsnetværk. Vi er stolte af fortsat at investere i fabrikken, vores kolleger og vores aktiviteter i Portugal, siger Carlos Fernandez, Executive Vice President og Head of Distribution i NKT.
Udviklingen af fabrikken bygger videre på den erfaring og de kompetencer, der allerede var etableret i Esposende, og er gennemført i tæt samarbejde mellem kolleger på fabrikken og på tværs af NKT. Nu hvor investeringen er gennemført, er fokus på gradvist at øge produktionen og tage den nye kapacitet og de nye kompetencer i brug, så den udvidede fabrik kan nå sit fulde potentiale.
Styrket produktion af elkabler skal understøtte Europas energiomstilling
Siden opkøbet er organisationen i Esposende blevet integreret i NKT, mens fabrikken er blevet udvidet og opgraderet. Investeringen omfatter blandt andet nye produktionslinjer og nyt udstyr, opbygning af CCV-kompetencer og optimerede testfaciliteter. Det styrker både fabrikkens produktionskapacitet og tekniske kompetencer markant.
– NKT’s beslutning har særlig betydning i den nuværende europæiske energikontekst. Elektrificeringen af økonomien, væksten inden for vedvarende energi, elektrisk mobilitet og omstillingen af industrien kræver mere moderne, mere robuste og mere intelligente elnet. Det er ikke nok at producere ren energi. Den skal transporteres sikkert, distribueres effektivt og leveres til husholdninger, virksomheder og vores lokalsamfund. Elkabler er derfor essentiel infrastruktur og afgørende for energiomstillingen. Denne udvidelse er godt nyt for Esposende, godt nyt for Portugal og godt nyt for Europa, siger Dr. João Esteves, Portugals statssekretær for miljø.
Om NKT’s fabrik i Esposende, Portugal
– Fabrikken blev grundlagt i 1968- NKT opkøbte SolidAl i juni 2024- NKT annoncerede rebrandingen af SolidAl til NKT i juni 2025- EUR 50 mio. investeret i udvidelsen af fabrikken- 150 nye medarbejdere som følge af investeringen- I alt 580 medarbejdere- Produktionskapacitet fra 1 kV til 225 kV

