I dag er næsten 95 procent af alle fotovoltaiske solcellepaneler baseret på mono- eller polykrystallinske siliciumceller, der bruger ædelt sølv til at lede elektricitet. Nu har en australsk virksomhed, SunDrive, skabt supereffektive og billige solpaneler, der primært bruger bæredygtigt kobber i stedet for sølv til at trække den elektriske strøm fra cellerne.

Faktisk har tests vist, at kobber både kan tjene som en pålidelig erstatning – men også kan skubbe teknologien ind i nyt terræn: Virksomheden har således opnå en verdensrekordeffektivitet på 25,54 procent for kommercielle størrelse siliciumsolceller. Dette overgår den tidligere verdensrekord på 25,26 procent. Det er Institute for Solar Energy Research Hamelin (ISFH) i Tyskland, som har testet og tildelt virksomheden den nye verdenseffektivitetsrekordcertificering.
Udskifter sølv med kobber
SunDrive blev grundlagt af to kandidater fra University of New South Wales (UNSW), Vince Allen og David Hu, i 2015 for at fremskynde solcelleudviklingen i Australien. I 2015 tog de udfordringen op med at udskifte sølv med kobber i solceller for at forbedre de langsigtede udsigter for teknologien.
Sølv er en dyr og begrænset ressource. Kobber er derimod meget mere tilgængelig og omkring 100 gange billigere som råvare end sølv. Det betyder, at omkostningerne ved solcellemoduler kan styrtdykke, hvis teknologien udvikles yderligere.
-Mange mennesker, inklusive mig selv, har brugt mange år på at demonstrere, at kobber er et økonomisk levedygtigt og bæredygtigt alternativ til sølv, fortæller UNSW-professor Alison Lennon, der rådgiver for SunDrive.
-Vi har aldrig været i stand til helt at overbevise branchen; men det er præcis, hvad Sundrive har gjort med denne verdensrekord. Jeg tror, at dette kunne være en rigtig gamechanger for industrien. Der vil være stor interesse for, hvordan det er opnået, fortsætter hun.
-For at begrænse den globale opvarmning bliver vi nødt til at installere terawatts af solpaneler. Dette vil kræve meget metal, fortæller Lennon videre.
-Sølv er en begrænset ressource, og efterhånden som det bliver mere og mere sparsomt, vil prisen stige, så omkostningerne ved at producere solcellemoduler ligeledes vil stige. Kobber er en meget mere tilgængelig ressource; det er billigere, og det er også lettere at genbruge. Metallet fra kobberbelagte solcellemoduler bliver lettere at genvinde fra gamle moduler og kan derfor lettere genbruges i fremtiden. Dette hjælper enormt set ud fra et bæredygtighedsperspektiv.
Virksomheden er nu gået fra at være et lille garageprojekt til at fremstille nogle af de mest effektive kobberbaserede solceller, der nogensinde er produceret i Australien. I oktober 2020 modtog virksomheden finansiering fra Australian Renewable Energy Agency for at fremme den kommercielle udvikling af systemet til montering på hustage.
Kilde: inceptivemind.com

