Som helt ung ville den nu 59-årige Niels Martin Thomsen være musiker. I stedet blev det el-branchen, som trak af med den unge el-installatør, der den 30. august 2024 fejrer 30-års jubilæum hos NMT El-Service.
Tilbage i 1994 hed virksomheden Smedegaards El-Service, men efter 11 år som ansat hos stifteren Ove Smedegaard overtog Niels Martin Thomsen Smedegaards El-Service i 2005. Virksomheden skiftede navn til NMT El-Service og i 16 år drev han virksomheden på egen hånd.
I dag deler Niels Martin Thomsen ejerskabet med Martin Søndergaard og Jari Nymann, der som en del af et planlagt generationsskifte i starten af 2022 indtrådte som medejere af NMT El-Service.
– De første mange år var jeg som elinstallatør fagligt ansvarlig for firmaets autorisation og havde dagligt hænderne i det praktiske elarbejde, fortæller Niels Martin Thomsen, der i dag primært beskæftiger sig med salg, administration og ledelse. Han fortsætter:
– Der er sket markante ændringer i elbranchen gennem de sidste 30 år blandt andet som følge af den teknologiske udvikling. Vi er også kommet i førertrøjen, når det kommer til den grønne omstilling, fordi de løsninger, vi har kompetencerne til at installere og optimere, bidrager væsentligt til vigtig reduktion af CO2-udledning.
Selv er Niels Martin Thomsen ikke i tvivl om, hvorfor han har tilbragt det meste af sit arbejdsliv med el i Risskov.
– Som helt ung havde jeg forestillet mig, at jeg skulle være musiker på fuld tid, men både firmaet og elbranchen har været i en rivende udvikling, så det er aldrig blevet kedeligt – og nu er der så gået 30 år.
– Det har uden tvivl været afgørende, at jeg også har haft plads til at dyrke både familien, musikken og alle mine andre interesser ved siden af arbejdet i firmaet, siger Niels Martin Thomsen.
Han er gift med Jette, far til fire, farfar og har været udøvende musiker siden 1977 – fra 1988 som en fast del af orkesteret Mercury Band.
Niels Martin Thomsen har gennem mange år boet i Hadsten. I dag er han og hustruen flyttet til Løgten.
Jubilæet fejres med reception for nuværende og tidligere medarbejdere, kunder, forretningsforbindelser og venner af huset den 30. august 2024 fra kl. 15-17 i Gasolin Lokalet v/ Vejlby-Risskov Hallen på Vejlby Centervej 51, 8240 Risskov.
Kilde: NMT El-Service