
Grøn el, primært solcelleanlæg og vindmølleparker, kan nu komme hurtigere på nettet, idet de nye produktionsanlæg midlertidigt kan sluttes direkte til luftledninger.
Der er tale om et pilotprojekt, som Forsyningstilsynet har nikket til, og som er udviklet af Energinet. Den direkte tilslutning sker indtil nettet er så tilstrækkelig udbygget, at deres anlæg kan tilsluttes en transformerstation.
– Energinet har peget på projektet som en måde at afhjælpe et presserende behov for at forstærke og udvide transmissionsnettet. Vi har vurderet, at det kan gennemføres inden for lovgivningens rammer” siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt, i forbindelse med myndighedens godkendelse af projektet.
At blive tilsluttet på denne vis er ikke uden omkostninger for de berørte anlæg og deres ejere. De skal først og fremmest acceptere, at de er de første til at få skruet ned for produktionen (nedregulering) uden kompensation, når det er nødvendigt for at sikre overordnet balance og dermed forsyningssikkerhed i transmissionsnettet.
Deltagerne skal også være med på, at de deltager i udviklingen af et nyt koncept. Det kan kaste mulige forsinkelser og uforudsete økonomiske omkostninger af sig, hvilket også betyder, at det er frivilligt at være med.
I alt bliver 10 projektet omfattet, og Energinet er forpligtet til at melde ind, hvilke producenter, som er med, og tilsynet skal have oplyst en konkret plan for den enkeltes tilslutning.
Pilotprojektet løber frem til, at alle de involverede er overgået til en permanent tilslutning.
– Vi ser frem til at være med til at vurdere resultaterne af pilotprojektet og dermed også grundlaget for, at der på sigt kan blive tale om en mere permanent løsning, siger Carsten Smidt.
Kilde: Forsyningstilsynet