Danmark sniger sig stille og roligt på vej mod en øget genåbning. Alt kan naturligvis ikke åbne på samme tid, men især uddannelsesområdet er i fokus.
Her mener TEKNIQ Arbejdsgiverne, at man også bør kigge på erhvervsuddannelserne, når regeringen skal beslutte hvilke uddannelser, der skal stå først under den fortsatte, gradvise genåbning af Danmark.
Vi har tusindvis af unge på erhvervsskolerne, som i øjeblikket forsøger at holde gang i deres uddannelse digitalt hjemmefra – i øvrigt ligesom mange andre uddannelsesområder. Forskellen er bare, at praktisk undervisning er et helt centralt element for netop erhvervsuddannelserne, og derfor påvirkes deres undervisning i særligt høj grad af den øjeblikkelige nedlukning, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Hun understreger, at erhvervsuddannelserne netop er karakteriserede ved, at teoretisk og praktisk undervisning går hånd i hånd.
Hidtil har man kunnet holde fagligheden højt med digitale hjælpemidler. Men i længden kan man altså ikke sikre en bare nogenlunde rimelig kvalitet i undervisningen, når praktisk læring erstattes af teori, påpeger hun
Hun påpeger, at der er brug for en klar udmelding, så både skoler, lærlinge og virksomheder ved, hvad de har at rette sig efter.
Samtidig er det vigtigt, at politikere og eksperter, når de kigger på genåbningsplanen, også har for øje, hvor behovet for en sådan genåbning er størst. Og her er det afgørende, at vi ikke risikerer at tabe en hel generation af faglærte på gulvet. For vi får brug for dem, når der atter skal gang i dansk økonomi, siger Tina Voldby.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne