
Vejrforholdene var perfekte, og alt gik efter planen, da Energinet ilandførte første del af hvad der bliver verdens længste søkabel og jævnstrømsforbindelse i området omkring Houstrup strand på den jyske vestkyst.
Når det 770 km lange Viking Link er i drift i 2023, kan forbindelsen transportere, hvad der svarer til 2,7 millioner husstandes årlige elforbrug.
Under den store operation på stranden blev de første 50 km af det store søkabel først ført i land på stranden og herefter installeret på havbunden, hvor det senere vil blive koblet til den del af landkablet, som fører til en ny transformerstation i Revsing nær Vejen.
Projektet, som skal forbinde Storbritannien og Danmark med grøn strøm fra slutningen af 2023, skaber en ny elmotorvej, der kan eksportere og importere vores strøm via en 1400 MW forbindelse. Den vedvarende energi kan dermed komme ud og gøre nytte, hvor behovet er størst, og sætter dermed stik i ambitionerne om den grønne omstilling mellem de to lande.
Kabeltrækket er en vigtig milepæl og en stor begivenhed for vores projekt. Vi er nu godt på vej i anlægsfasen, og når vi er færdige, vil Viking Link give Danmark og Storbritannien muligheden for at importere og eksportere energi alt efter, hvor og hvornår behovet er størst. Vi øger dermed forsyningssikkerheden i begge lande, samtidig med at vi sikrer, at hver eneste grønt produceret elektron bliver brugt til fulde. Det er noget, vi er stolte af at kunne bidrage til, siger Viking Links projektdirektør i Energinet, Søren Damsgaard Mikkelsen.
Arbejdet med kablet blev udført af kabelproducenten Prysmian.
Kilde: Energinet