En udbrydergruppe fra E.ON bestående af specialister inden for eMobility er gået sammen i det nye selskab Spirii, der går målrettet efter markedet hos virksomheder og kommuner, der vil tilbyde opladning af egne flådebiler, men også kundernes og borgernes biler.
Spirii har et solidt investorgrundlag i ryggen – herunder en kapitalindsprøjtning på et større millionbeløb fra den internationale koncern GNRGY, der blandt andet producerer ladeudstyr til elbiler, og har fået Tore Harritshøj med som administrerende direktør. Han kommer med en bred erfaring fra Clever, Tesla, Better Place og GreenMobility.
– Hvis vi skal understøtte den enorme vækst i elbilmarkedet de kommende år, er der behov for at tænke innovativ og fremtidssikret opladning. Vi skal væk fra primært at fokusere på offentlig ladeinfrastruktur til også at understøtte smart opladning derhjemme og i det semi-offentlige – på arbejdspladsen, p-huse, boligforeninger og ved indkøbssteder – de steder hvor elbiler holder stille længst tid. Og det skal ske på en måde, så belastningen af elnettet minimeres mest muligt og brugeroplevelsen er enkelt og smart, siger Spiriis administrerende direktør Tore Harritshøj, der er tidligere administrerende direktør i energiselskabet E.ON.
Og ambitionerne fejler ikke noget.
– Vores unikke position er vores software. Vi kan levere intelligente løsninger, som vi tror på, bliver en helt almindelig del af fremtiden. Vores målsætning er, at vi inden for de næste to til tre år bliver en af de vigtigste spillere på det nordiske marked for intelligent opladning af elbiler, vurderer han.