Tre nye store havvindmøllerparker kan være på vej. Det er selskabet Wind Estate A/S, der under åben dør-ordningen har sendt ansøgningerne, der samlet set kommer op på 1,8 GW. Møllerne skal være placeret i de indre danske farvande nord for Djursland, syd for Samsø og sydøst for Møn.
Den største skal ifølge ansøgningen ligge i et område sydøst for Møn og øst for Falster, som hedder Kadet Banke. Ansøgeren ønsker her at opstille 72 havvindmøller med en installeret effekt på mellem 504-864 MW.
Dernæst komme en park på 60-62 møller, der skal ligge nord for Djursland og øst for Randers Fjord, som hedder Treå Møllebug. Området er beliggende 17 km fra kysten på det nærmeste sted. Parken vil have en samlet kapacitet på 434-720 MW.
Den mindste park skal ligge i et område syd for Samsø, som hedder Paludan Flak. I projektområdets østlige del ligger Samsø Havvindmøllepark, bestående af 10 havvindmøller. På sigt er det ansøgers ønske, at de 10 havvindmøller skal udskiftes med syv nye og større havvindmøller. Wind Estate A/S ønsker at opstille 19-22 havvindmøller med en samlet kapacitet på 154-228 MW.
Der er frist for høringssvar den 11. december.
Kilde: Energistyrelsen