Dagens elbiler anvender diverse former for Li-Ion batterier. Næste led bliver såkaldte solid state, også kaldet fast stof-batterier, og her vil joint venture-virksomheden Prime Planet Energy & Solutions forsøge at være helt i front.
De to virksomheder bag er Toyota og Panasonic, og de har arbejdet hen imod samarbejdet siden 2017. Indtil videre er det småt med reelle fast stof-batterier, men det Toyota-ejede luksusmærke, Lexus, har for nylig lanceret en konceptbil, LF30, der faktisk er udstyret med den batteriteknologi, som bliver omtalt som den hellige gral inden for området.
Når, eller måske hvis, det lykkes at få skruet et brugbart batteri sammen, vil det fuldstændig ændre hele branchen. Batteriet vil, ifølge løfterne, have større kapacitet, mindre vægt, hurtigere opladning, forbedret brandsikkerhed og reducerede produktionsomkostninger.