Mens regeringens arbejde med klimapartnerskaberne går ind i den næste fase, udnævner klimaminister og fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen nye formænd for klimapartnerskabet for energi og forsyning og klimapartnerskabet for produktionsvirksomheder.
Foranlediget af jobskifte hos henholdsvis Ørsted og Grundfos, udnævnes to nye formænd for klimapartnerskabet for energi og forsyning og klimapartnerskabet for produktionsvirksomheder. Mads Nipper, Ørsteds nye CEO, bliver ny formand for klimapartnerskabet for energi og forsyning og overtager dermed posten fra Henrik Poulsen, tidligere CEO i Ørsted. Kim Fausing, CEO i Danfoss, bliver formand for klimapartnerskabet for produktionsvirksomheder, og overtager posten fra Mads Nipper, som han havde, da han tidligere var CEO i Grundfos.
Regeringen lægger nu an til næste fase i arbejdet med Klimapartnerskaberne. Først og fremmest skal der gøres status på de foreløbige resultater fra arbejdet med klimapartnerskaberne, når regeringen og de 13 klimapartnerskaber i 2021 afleverer deres sektorkøreplaner.
Sideløbende med det arbejde, etableres der nye samarbejder og partnerskaber, der går på tværs af forskellige sektorer og industrier. I den forbindelse skal der sættes tempo på foreløbigt fire konkrete indsatser, der vedrører strategier for Power to X og CCS, nye metoder til CO2-opgørelser, grønne kompetencer og klimavenlig kost. Arbejdet med disse områder går for alvor i gang i foråret.
Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet