
En ny svindelbølge har ramt mange danske kunder hos Andel Energi. Hovedbudskabet er, at man risikere at få lukket for strømmen, hvis ikke man punger ud.
Men det er en trussel, som man aldrig vil opleve komme fra Andel Energi selv, påpeger Josefine Walter, der er kommerciel direktør i Andel Energi.
– I Andel Energi truer vi aldrig med at slukke for strømmen med kort varsel. Hvis det i yderste konsekvens kan være nødvendigt at slukke for strøm eller gas til en kunde, så vil der altid være et langt forløb med både inkasso og dialog forud for en så drastisk handling. Andel Energi lukker aldrig for strømmen alene på grund af for sen betaling, siger Josefine Walter.
Netop tidshorisonten er vigtig. For mens man skal gennem et længere forløb, før strømmen ryger hos Andel, påstå svindlerne, at strømmen ryger, hvis man ikke betaler indenfor få dage.
I øvrigt er det ofte 322 kr., som man påstår de mange kunder mangler at betale.
Derfor opfordrer Andel Energi alle danske elkunder til at være særligt påpasselige, hvis man i disse dage modtager mail, sms eller telefonopkald fra sit energiselskab.
– Vær skeptisk. Får du en besked om manglende betaling, så tjek altid dine seneste regninger ekstra grundigt. Både i Andel Energi-appen og i vores selvbetjening på andelenergi.dk, kan man som kunde logge ind og se sine ægte regninger. Her kan man se, hvis der også i virkeligheden skulle være en eventuelt manglende betaling, siger Josefine Walter.
Kilde: Andel Energi