Størrelsen har betydning. Det mener man hos liftproducenten Genie, der har fordoblet kurvestørrelsen på tre af deres mest populære modeller, så brugerne nu har fire meter at arbejde på.
Den ekstra plads halverer antallet af bombevægelser og giver mere effektiv arbejdstid.
– Med dobbelt så meget plads kan to arbejde i kurven ad gangen. Samtidig kan de nå et større område på samme arbejdsgang. Det giver mere effektiv arbejdstid, da man ikke skal flytte og indstille liften så ofte, siger Mads Laursen, medejer og grundlægger af Lift og Løft.
4-meter kurvens størrelse er en fordobling af de 2-meters liftkurve, som ellers er den primære størrelse i udlejningsbranchen. Senest er 4-meter kurven sikkerhedsgodkendt til brug på Genies S85XC bomlift, så brugerne nu kan tage den helt op til 28 meter i højden.
Lift og Løft har erhvervet sig kurvene hos Jøma Lift Teknik, der er eksklusiv importør af det amerikanske liftmærke. Liftudlejeren planlægger at tilføje flere kurve til sortiment, fordi de tre, de allerede har, nemlig sjældent er hjemme særligt længe, før de er ude af huset igen.
– Kurvene er konstant udlejet, og typisk til de samme kunder over flere uger ad gangen. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kunne have endnu flere kurve ude ad gangen, og derfor planlægger vi også at skulle have to-tre stykker mere på lager inden for den nærmeste fremtid, siger Mads Laursen.