Nu kan én tekniker ved hjælp af stemmestyring sætte et Trend CTS-anlæg i gang. Tidligere skulle der være to til den proces, én til at tjekke alle komponenterne og én til at justere computeren.
Med IQSET 7.0 Voice Commissioning kan teknikeren kommunikere trådløst med computeren via et headset.
– I praksis fungerer det således, at teknikeren kan opholde sig et andet sted i bygningen, f.eks. ved en motorventil, der skal kontrolleres. Han indtaler en justering via headsettet til computeren. Computeren foretager automatisk justeringen af motorventilen, og teknikeren kan med det samme kontrollere, at motorventilen reagerer som ønsket. Det er både effektivt og giver større sikkerhed for funktionalitet, siger Training Manager Lars Børresen fra Trend.
Han forklarer, at teknikken også kan bruges i forbindelse med servicering af et anlæg.
Ud over at gøre idriftsættelsen mere rationel og effektiv, vil al kommunikation mellem tekniker og computer automatisk registreres i et regneark. Funktionen sikrer en endnu bedre dokumentation for såvel bygherre som entreprenør og er en vigtig del af anlæggets kvalitetssikringen. Rapporten kan naturligvis eksporteres, så den kan indgå som en del af afleveringsforretningen.