
Sanistål styrker sin organisation og har ansat Line Møller Blankholm som ny kommunikationschef. Hun er en erfaren kommunikationsprofil med et stort branchekendskab, der skal spille en central rolle i at positionere Saniståls nye navn: Ahlsell.
52-årige Line Møller Blankholm har de seneste seks år været kommunikationschef i Lemvigh-Müller, og hun kommer dermed til Sanistål med en solid brancheindsigt og et grundigt kendskab til virksomhedens marked og kunder.
Sanistål har iværksat ambitiøse vækstplaner, efter at virksomheden i januar blev overtaget af Ahlsell, som er Nordens førende distributør af installationsprodukter, værktøjer og forsyninger til professionelle kunder.
Line Møller Blankholm kommer som ny kommunikationschef til at få en central rolle i at sikre en åben og let tilgængelig kommunikation i forbindelse med de store forandringer virksomheden gennemgår netop nu. Sanistål står overfor et navneskifte til Ahlsell i starten af det nye år.
Den ny kommunikationschef fortæller, at hun i de seneste par år har fulgt Saniståls udvikling fra sidelinjen.
– Jeg er utrolig glad for min nye stilling. Sanistål er en virksomhed med gode og stærke værdier, som med fokus på bæredygtighed og digitalisering er i rivende udvikling og har klare planer for fremtidig vækst”, siger Line Møller Blankholm.
Hun peger desuden på, at Sanistål med Ahlsells overtagelse står overfor en ny positionering i markedet.
– Der venter en uhyre vigtig kommunikationsopgave i at styrke kendskabet i omverdenen og markedet til, hvem Ahlsell er, og hvad vi kan tilbyde vores kunder – og også hvad vi tilbyder som arbejdsplads, så vi kan blive ved med at tiltrække dygtige kolleger til virksomheden, siger Line Møller Blankholm.
Kilde: Sanistål