
Et nyt politisk udvalg i Region Hovedstaden skal forsøge at lykkedes med det, som ikke rigtigt er blevet en succes de seneste efterhånden mange år – at få flere unge ind på erhvervsskolerne.
Tiltaget skyldes dels det lille antal, der tager ind på disse skoler, dels at 20.000 unge i alderen 16-25 år står helt uden for uddannelse og job i regionen.
– Vi skal have flere folkeskoleelever til at se erhvervsuddannelserne som et ligeværdigt alternativ til det almene gymnasium. For at nå dertil skal vi have skabt gode ungemiljøer på skolerne, det faglige niveau på skolerne skal tilpasses elevernes forudsætninger, og den sociale trivsel skal op, siger formanden for udvalget, Magnus Von Dreiager (C).
Politikerne skal dog ikke bare sidde i deres Elfenbenstårn og tænke store tanker om, hvordan man griber de unge an. I sit arbejde vil udvalget inddrage unge, organisationer, erhvervslivet og skolerne og prøve at finde løsninger sammen.
Fokus kommer dog ikke kun til at være på den unge målgruppe. En vigtig opgave for udvalget bliver at se på, hvordan man kan få flere forskellige målgrupper til at søge erhvervsuddannelserne. Det gælder både de unge, som står uden for job og uddannelse, og de studenter, som ikke er kommet videre i uddannelse.
– Vi ved, at der bliver stor mangel på faglærte de kommende år. Derfor er det nu også en vigtig politisk opgave at få gjort vores erhvervsuddannelser mere attraktive. Men det er en udfordring, som vi politikere ikke kan løse alene. Derfor skal vi ud på uddannelsesinstitutionerne, vi skal tale med de unge selv, med borgmestre og interesseorganisationer, så vi sammen kan få gjort noget ved det her, siger Magnus Von Dreiager (C).
Udvalget skal løbende komme med anbefalinger til udvalget for trafik og regional udvikling, som bl.a. udmønter midler til uddannelse 2024. Første politiske udvalgsmøde er i marts 2024, og arbejdet forventes afsluttet i august 2025, hvor udvalget vil afrapportere dets arbejde og resultater til regionsrådet.
Kilde: Region Hovedstaden