Gennem partnerskabet med Stonepeak frigør Ørsted kapital til at understøtte selskabets forretningsplan og fremtidige værdiskabende projekter inden for vedvarende energi.
Ørsted har underskrevet en aftale med Stonepeak, et førende alternativt investeringsselskab med speciale i infrastruktur og reale aktiver, om at sælge en ejerandel i en portefølje bestående af fire amerikanske landvindmølleparker med en samlet kapacitet på 957 MW. Denne handel, som er en fortsættelse af Ørsteds program for delvise frasalg, er selskabets første partnerskab med Stonepeak og det andet store, delvise frasalg af flere aktiver i USA.
Handlen har en værdi af ca. USD 300 millioner. Derudover har Ørsted tidligere rejst ca. USD 700 mio. i skatterabatter (såkaldt ‘tax equity’) til denne portefølje, hvilket bringer det samlede provenu op på ca. USD 1 mia. Stonepeak vil fremover modtage 80 % af kontantudlodningerne fra projekterne, mens Ørsted fortsat vil stå for driften af vindmølleparkerne.
Som en del af handlen beholder Ørsted en ensidig tilbagekøbsoption på Stonepeaks andel, som kan benyttes under visse omstændigheder, efter handlen er afsluttet. Selvom handlen er struktureret anderledes, så svarer den i store træk til Ørsteds hidtidige frasalgsstrategi, hvor selskabet frasælger ejerandele i sine idriftsatte aktiver for at kunne frigøre og geninvestere kapital til fremtidige værdiskabende projekter. Denne unikke partnerskabsstruktur gør det muligt for Ørsted at sikre maksimal geninvestering af kapital og samtidig beholde beslutningskompetencen i forhold til driften og de langsigtede muligheder, som porteføljen giver.
Fakta om porteføljen
Porteføljen består af fire vindmølleparker i tre amerikanske delstater: Ford Ridge Wind i Illinois, Helena Wind og Western Trail Wind i Texas samt Sunflower Wind i Kansas.
De fire vindmølleparker har en samlet kapacitet på 957 MW og fordeler sig på tre forskellige elmarkeder: Electric Reliability Council of Texas (ERCOT), Midcontinent Independent System Operator (MISO) og Southwest Power Pool (SPP).
Alle projekterne er i drift, og der er indgået elkøbsaftaler for hele eller dele af produktionskapaciteten.
Ørsted bliver ledende medlem af partnerskabet og vil fortsat levere asset management-ydelser til projekterne.
Ørsted har i dag en portefølje på næsten 6 GW landvind-, solenergi- og batterilagringsprojekter i drift og under opførelse i USA.
Om Stonepeak
Stonepeak er et førende alternativt investeringsselskab med speciale i infrastruktur og reale aktiver, som forvalter aktiver for ca. USD 61,1 milliarder. Gennem sine investeringer i defensive virksomheder og virksomheder med ’hårde aktiver’ over hele verden skaber Stonepeak værdi for sine investorer og porteføljeselskaber med fokus på downside-beskyttelse og stærke risikojusterede afkast. Selskabet understøtter investeringsmetoder med fokus på ’private equity’ og kredit og leverer kapital, driftssupport og engageret partnerskab med det formål at øge investeringer i selskabets målsektorer, herunder kommunikationsudstyr, energi og energiomstilling, transport og logistik samt fast ejendom. Stonepeak har hovedsæde i New York og har kontorer i Hong Kong, Houston, London, Singapore og Sydney. Du kan læse mere om Stonepeak på http://www.stonepeak.com.