ODU Denmark er kåret som Børsen Gazelle 2019.
– Gazellespringet skyldes især samarbejdet med stærke danske virksomheder, der har forstået at udvikle robuste løsninger til internationale markeder, og som kan drage fordel af forbindelsesteknik fra ODU, siger ODU Denmarks salgschef Mads Haastrup.
ODU Denmark får overbragt gazellediplomet ved Børsens konference den 10. december i København. Ved den lejlighed kåres også gazeller inden for særlige kategorier, ligesom de regionale vindere og den samlede danske vinder bliver offentliggjort.
ODU-koncernen er blandt verdens førende producenter af konnektorsystemer og beskæftiger 2.300 medarbejdere globalt. Koncernen har hovedsæde i Mühldorf am Inn samt produktion i Rumænien, USA, Shanghai/China og Mexico. Blandt koncernens mange kompetencer er design, udvikling, produktion og kabelkonfektionering.
En gazelle er en virksomhed, der i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst, og som – samlet set – mindst har fordoblet omsætningen over de fire år. Er omsætningen ikke oplyst, beregnes væksten ud fra bruttoresultatet.