Om små to uger, den 1. juli, er det for alvor goddag til El-Branchens Akkordsystem, EBA – og samtidig slut med landspriskuranten, der således er helt udfaset.
Dermed bliver der gjort op med en næsten 100 år gammel tradition, hvor priserne ikke er blevet justeret i nævneværdig grad – og slet ikke i forhold til de teknologiske fremskridt, der er sket, og det giver skævvridninger i priserne – nogle el-opgaver har således givet en for høj akkordindtjening, mens andre har givet en for lav akkord.
Nu kommer ændringerne, og samtidig er kalkulationssystemet Kalkia klar med en version, der er tilpasset den nye overenskomst.
– Med den nye version af Kalkia får el-branchen en moderne og tidssvarende kalkulation af el-opgaver. Desuden er Kalkia fuldt ud kompatibel med svendenes eget kalkulationssystem, der beregner svendenes akkordsum, siger direktør Claus Thomsen, PM El-beregning, der har udviklet og forhandler Kalkia, der foruden den nye tidsmodel også rummer aktuelle priser på samtlige dele og enheder til installationsopgaver.
Han tilføjer, at den nye tidsberegning giver større gennemsigtighed, da bygherrer, rådgivere og installatører præcist kan afsætte den nødvendige tid til opgaverne.
– Det betyder øget effektivitet, færre forsinkelser og mere nøjagtige priser på opgaverne, siger Claus Thomsen.
Allerede fra årsskiftet blev det muligt at benytte EBA, men fra 1. juli bortfalder landspriskuranten, og således også valgfriheden.