Dansk eksport af energiteknologi landede i 2021 på cirka 105 mia. kr. hvilket er på niveau med 2020. Men tallet gemmer på væsentlige forskydninger de forskellige sektorer imellem.
Mens eksporten af serviceydelser faldt markant som følge af corona-pandemien, blev det opvejet af en øget vareeksport. Her var det især bioenergi- og fjernvarmeteknologi, der viste en stigning.
Derimod er salget af vindmølle-teknologi for nedadgående. Man kan ikke sige, at vindmølle-eksporten har tabt pusten, for den tegner sig stadig for cirka halvdelen af den danske energieksport, men man skal dog ikke længere tilbage end 2019, før salget af vindenergiteknologi- og service var 65,4 mia. kr. I 2021 blev der eksporteret for 49,1 mia. kr.
Med til den historie hører også, at netop 2019 var et rekordår for den danske vindmølleindustri, og at der er lidt fodslæberi omkring vindmølle-beslutninger i de lande, som vi traditionelt har eksporteret til.
Det er lande som UK, Tyskland og USA, der køber dansk. Ikke mindst UK har været på indkøb her i landet. Eksporten til UK steg med 106 procent fra 2020 til 2021.
Eksporten af energiteknologi og -service har siden 2014 været på over 100 mia. kr. om året. Eksporten er fra 2010 til 2021 steget med 38 pct. Eksporten af energiteknologi udgjorde 11,3 procent af den samlede danske vareeksport i 2021.
Kilde: Energistyrelsen