Mekoprint A/S har pr. 30. juli 2015 overtaget alle aktiviteter fra Molex Knutsen Danmark A/S vedr. kundespecifikke kabelløsninger produceret i Polen. Overtagelsen omfatter kunder, ordrebeholdning, salgskontor i København og det af Molex Knutsen Danmark A/S helejede datterselskab Molex Knutsen Polska Sp. z o.o med i alt ca. 165 ansatte. Overtagelsen er sket i forlængelse af, at Molex Knutsen Danmark A/S den 28. juli 2015 er taget under konkursbehandling, som varetages af kurator Tommy V. Christiansen.
Overtagelsen omfatter ikke forhandlingen af standard Molex stik og komponenter, der fremover kan købes fra Molex distributører i Danmark. Se kontaktinfo på http://www.molex.com.
Med købet udvider Mekoprint markant sine eksisterende kabelaktiviteter, der samles med lednings- og kabelkonfektionering fra Molex Knutsen Danmark i divisionen ”Mekoprint Cables”.
– Udvidelsen af kabelaktiviteterne fra det tidligere Molex Knutsen Danmark selskab er et perfekt match for Mekoprints kunder med øget repræsentation i Danmark og stærk udvikling og produktion i det tidligere Molex Knutsen Polen, siger Anders Kold, CEO for Mekoprint.
Tilsvarende fortæller Lars Laungaard Rasmussen, nyudnævnt Business Unit Director for Mekoprint Cables og tidligere CEO for Molex Knutsen Danmark, at virksomheden med sammenlægningen i Mekoprint Cables skaber en af nordens førende udviklings- og produktionsvirkomheder inden for kundespecifikke kabelløsninger.
Salg, kundesupport og udvikling vil fortsat ske fra Mekoprint i Støvring, fra salgskontoret i København og fra Polen i det nu Mekoprint A/S helejede selskab ”Mekoprint Cables Sp. z o.o”. Produktionen af igangværende og nye ordrer fortsætter i det polske selskabs produktionsfaciliteter udenfor Warszawa, Polen.
Mekoprint A/S er en højteknologisk producent af kundetilpassede produktløsninger til en lang række industrivirksomheder inden for blandt andet elektronik- og energisektoren, medico, telecom, transport og maskinteknik. Produktprogrammet omfatter udover kabelløsninger tastaturløsninger, touch- og frontfolier, sensorer og strips, EMC-afskærmning, finmekaniske metalkomponenter, skilte og transfers med tryk samt højt automatiseret pladebearbejdning fra kabinetter til fræste emner.
Mekoprint A/S omsætter årligt for ca. 300 mio kr og beskæftiger ca. 300 medarbejdere i Støvring og Aalborg i Danmark, Stettin i Polen og i Tjekkiet. Endvidere har virksomheden igennem de sidste 25 år haft partnerdrevet udvikling og produktion i Asien. Hertil kommer nu Mekoprint Cables Sp.z.o.o ved Warszawa i Polen.