Elinstallationsvirksomheden Frandsen El har netop offentliggjort årsregnskabet for 2018-19. Og det er, som det plejer at være, kunne man fristes til at sige. For femte gang i træk er der fremgang for Glostrupvirksomheden, der leverer en bruttofortjeneste på 94,5 millioner kroner. Opskriften på succesen finder man i den særlige Frandsen El-kultur.
– Vi er meget tilfredse med vores årsregnskab. Hos Frandsen El lægger vi stor vægt på vores service til kunder, og det opnår vi ved at have meget loyale og dygtige medarbejdere. De spiller en afgørende rolle i vores vækst og fremgang, siger ejer og administrerende direktør hos Frandsen El, Peter Frandsen.
– Vores medarbejdere er helt afgørende for Frandsen El. Vi gør meget ud af at introducere nye medarbejdere til vores måde at arbejde på og vores kultur. En flad organisation, positiv indstilling til hinanden, nærvær og tillid er helt grundlæggende for os. Desuden har vi en mentorordning, og vi går langt for at inkludere medarbejdere, der af forskellige årsager har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Endelig har vi mange lærlinge, lige nu omkring 60. Vi uddanner hvert år 10-12 lærlinge, og de fleste fortsætter hos os.
De flotte resultater skyldes foruden medarbejderfokus også opkøb af mindre virksomheder og gode kunderelationer.
– Vi har de seneste år opkøbt flere mindre virksomheder, der har medvirket til vores fremgang. Det er dog mindst lige så vigtigt at have fokus på alle vores eksisterende kunder, da der er store muligheder for at udvikle på kundernes engagement. En kunde som får etableret sikring med vores hjælp, har måske også brug for energirenovering. Og en projektkunde kan føre en serviceaftale med sig, siger Peter Frandsen.