Der er ikke meget højspænding på boligministerens lovforslag om krav til opsætning af ladestandere. Det mener Tekniq Arbejdsgiverne, som kalder forslaget alt for uambitiøst. Baggrunden for den holdning er, at forslaget kun lige følger EU’s minimumskrav, som er én ladestander pr. 20 parkeringspladser.
– Når danskerne overvejer, om det er tid til at investere i en helt eller delvist eldrevet bil, vil de som noget af det første kigge på, hvor den kan oplades. Derfor er antallet af ladestandere og god geografisk fordeling i landet helt afgørende, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne.
Og foreningen står ikke alene. Også høringssvarene fra blandt andet Dansk Energi, Elbilforeningen og FDM viser, at man ikke er imponeret over det forslag, som boligminister Kaare Dybvad (S) har fremlagt.
– I lovforslaget vælger man også at udskyde kravene til ladestandere ved eksisterende bygninger til 2025, hvilket er inkonsekvent og mangler sammenhæng med regeringens ambitioner om at sikre en grønnere vejtrafik. Det svækker troen på regeringens grønne målsætninger på transportområdet, når de grønne løfter ikke omsættes til handling, påpeger Simon O. Rasmussen.
– Der er brug for, at vi er mere på forkant. Behovet for ladestandere vil kun stige, og i løbet af de kommende år bliver det nødvendigt at sikre, at alle borgere har mulighed for at lade deres elbil op – også dem, der bor i etageejendomme eller anden bolig uden egen parkeringsplads, siger han.
Kilde: Tekniq Arbejdsgiverne