
Inden for de kommende måneder vil første halvdel af et kombineret solcelle- og batterilagringsprojekt stå klar ved den midtsjællanske by Sorø.
Sorø Solcellepark er opført af NRGreen, og har en solcellekapacitet på 11 MW kombineret med et 5 MW batterianlæg.
Solcelleparken i Sorø er sammensat af flere delprojekter med forskellige ejere. Det vidner om en stigende interesse fra både virksomheder og investorer for at kombinere grøn omstilling med solide, økonomiske afkast.
– Vi er stolte over at realisere et projekt, der ikke blot producerer vedvarende energi, men også bidrager til at balancere energiforbruget, siger Andrew Peck, administrerende direktør i NRGreen.
– Batterilagring er nøglen til fremtidens energisystem, og kombinationen med solenergi giver os nye muligheder for at levere både effekt og fleksibilitet.
Solcelleparken bliver opført som et Vild med Vilje-projekt. Der etableres vilde blomsterarealer og naturlige levesteder for insekter og dyr, og landskabet er nøje kortlagt for at sikre, at både flora og fauna får de bedst mulige betingelser.
– Vi ønsker at gå forrest med løsninger, hvor teknologi og natur kan sameksistere. Det handler ikke kun om at producere grøn strøm, men om at gøre det på en måde, der samtidig understøtter den lokale natur, siger Andrew Peck.
Kilde: NRGreen