Jøma Lift Teknik er blevet dansk eneforhandler af det finske mærke Leguan. Det koldingensiske firma har i forvejen eneforhandlingen af Genie-lifte, men med udvidelsen af porteføljen håber virksomheden, at det kan åbne op for nye kundegrupper.
Leguans lifte er bygget til at begive sig ud i uvejsomme landskaber. Liftene har en jernplade som beskyttelse i bunden, og dermed risikerer man ikke, at en træstub ødelægger ledninger og karrosseri. Selvom en tophastighed på mellem 4 og 5 km/t ikke umiddelbart virker imponerende, så er det markant hurtigere end mange andre lifte, der tøffer afsted med blot 2 km/t.
Leguan-liftene findes i tre forskellige højder fra 12,5 til 16 meter, og inden længe bliver der tilføjet endnu en lift til sortimentet.