
Fjernvarmekunderne hos Vestforbrænding på den københavnske vestegn, kan lune sig lidt med udsigten til fald i fjernvarmeprisen.
I forvejen var prisen ikke steget i løbet af energikrisen, da værket kører på affald og ikke fx gas.
Baggrunden for prisfaldet på fjernvarmen skyldes, at værket både producere varme og el, og det er en højere indtægt på el-siden, der har ført til den kommende prisreduktion på varmesiden – også selvom prisen på supplerende brændsel er steget.
– Vestforbrænding er et kommunalt ejet selskab, og vi er ikke sat i verden for at generere et overskud. Hvis vi tjener mere end forventet, kommer det vores kunder til gode, siger Anne Rosenkilde Lajer, chef for fjernvarmekunderne hos Vestforbrænding.
Prissænkningen, der er på cirka 250 kr. årligt for et standard parcelhus, træder i kraft pr. 30. juni 2023 og er godkendt af Vestforbrændings bestyrelse, og det gælder alene for kunder, som har indgået standardaftaler med Vestforbrænding.
Kilde: Vestforbrænding