Early Warning-programmet melder klar til at yde gratis hjælp og sparring til små og mellemstore virksomheder, der oplever eller frygter økonomiske konsekvenser af coronakrisen.
Programmet giver gratis adgang til en sparring, som er velafprøvet i forhold til at hjælpe virksomheder, som oplever bump på vejen eller allerede er i økonomisk krise.
– Hvis små og mellemstore virksomheder oplever tegn på krise som følge af coronasituationen, står vi klar med rutinerede konsulenter, et korps af 80 frivillige erhvervsfolk, der kan hjælpe uden beregning, samt en kreds af insolvensadvokater, der også kan træde til, siger direktør Erik Krarup, Erhvervshus Midtjylland, der er national tovholder på det landsdækkende Early Warning-program.
Coronakrisen kan allerede nu mærkes på antal henvendelser.
– Vi mærker allerede nu en øget efterspørgsel efter hjælpen, og vi er klar til at hjælpe. Når virksomheder kontakter os, vil de i første omgang få en telefonsamtale med en af vores erfarne konsulenter, som vil skabe sig et første overblik over karakteren af de udfordringer, virksomheden har. Næste skridt er typisk, at vi på et telefonmøde vil gennemgå og drøfte virksomhedens situation og skabe overblik over mulige indsatser og løsninger, og ofte vil virksomheden derefter blive tilbudt rådgivning af en af vores erfarne frivillige rådgivere, siger Erik Krarup.
Blandt de økonomiske problemer, som coronakrisen kan give for virksomheder, er:
– Medarbejdere sendes i karantæne
– Kunder annullerer ordrer
– Omsætningen falder, måske drastisk
– Kunder frabeder sig besøg af sælgere
– Øget pres fra debitorer og kreditorer
– Kan ikke modtage underleverancer