På baggrund af henvendelser fra flere elnetvirksomheder om ingen eller få bud ved gennemførsel af et i dag lovpligtigt udbud af nettab, har Forsyningstilsynet undersøgt aktørernes markedsoplevelser. Undersøgelsen viser, at udfordringerne primært knytter sig til markedsrelaterede og kontraktuelle forhold. Forsyningstilsynet opfordrer på baggrund af undersøgelsen elnetvirksomhederne til i højere grad at benytte de muligheder for markedsdialog før udbud som lovgivningen giver.
De danske elnetvirksomheder opfordres til i højere grad at benytte de muligheder, som lovgivningen giver for at indgå i markedsdialog forud for udbud af de strømindkøb, der går til dækning af nettab. Nettab er det tab, der opstår, når der transporteres strøm via elnettet. Opfordringen kommer fra Forsyningstilsynet på baggrund af resultaterne fra en undersøgelse af markedsaktørernes oplevelser på området, som er offentliggjort i dag.
– Undersøgelsen viser overordnet, at de udfordringer, som flere markedsaktører fortæller, at de oplever i forbindelse med elnetvirksomhedernes udbud primært knytter sig til markedsrelaterede og kontraktuelle forhold – ikke til indretningen af reguleringen på området, siger Forsyningstilsynet direktør, Carsten Smidt.
Ingen eller få bud
Elnetvirksomhederne blev forpligtede til at benytte udbud i forbindelse med indkøb til dækning af nettab i okt. 2025 (netvirksomhedsbekendtgørelsen § 32.1). Forsyningstilsynets undersøgelse er gennemført på baggrund af henvendelser fra elnetvirksomheder med oplysninger om, at de modtager ingen eller kun få bud, når de sender deres indkøb af strøm til dækning af nettab i udbud hos danske og internationale elleverandører.
Udover behovet for markedsdialog peger analysen også på, at det kan være relevant, for elnetvirksomhederne at genbesøge vilkårene i deres udbudsmateriale. F.eks. synes længere kontrakter mere attraktive for elhandelsvirksomhederne, da det giver dem en større økonomisk sikkerhed. Omvendt kan elhandelsvirksomheder med fordel holde sig orienteret om udbud, som minimum via udbud.dk..
Forsyningstilsynets undersøgelse bygger på spørgeskemaer udsendt til både elnetvirksomheder og elhandelsselskaber i efteråret 2025. Af de 33 elnetvirksomheder og cirka 100 elhandelsvirksomheder, der fik tilsendt spørgeskemaet, modtog Forsyningstilsynet svar fra 27 elnetvirksomheder og 41 af elhandelsvirksomheder.
Kilde: Forsyningstilsynet

