Selvom der kun er udsigt til en lille, bitte fortjeneste, har kobbertyve fået øje på den stigende mængde af ladekabler, der hænger fra både offentlige og private ladestandere og bokse.
Det er bøvlet at miste ladekablet på sin private lader, men forsikringen dækker skaden, understreger skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen.
– Hvis man som privatperson ejer en ladestander, der er monteret på ens bolig, så vil husforsikringen i udgangspunkt dække skaden på ladekablet, da det anses som tyveri eller hærværk. Det samme vil bilforsikringen gøre, hvis kablet er placeret i bilen. Har man kun sin bilforsikring i Gjensidige, men sin husforsikring i et andet selskab, vil man dog stadig være dækket på sin bilforsikring, som i det tilfælde vil dække den selvrisiko, der måtte være på husforsikringen, siger hun.
Langt de fleste kabler, som er klippet og fjernet, har været på de kraftige lynladere, hvor tyvene formentligt har forventet, at der var en god sjat kobber i – hvad der altså ikke er.
Endnu har denne form for kriminalitet ikke bredt sig nævneværdig til det private område.
Den almindelige antagelse blandt både politi og forsikringsbranchen er, at der er tale om kobbertyve, men i andre lande, bl.a. USA er det ikke ukendt, at labekabler bliver stjålet eller klippet som ren og skær chikane.
Kilde: Gjensidige