
Produktionen af den grønne energi går frem. Det viser de seneste tal fra Energistyrelsen. I de første ni måneder af 2022 har den grønne energiproduktion således slået rekord.
Vindmøllerne gav over 22 % mere strøm sammenlignet med året før. Det er både bedre vindforhold og et stigende antal vindmøller, der ligger bag stigningen
Det betød, at vindkraftens andel af elforsyningen steg fra 41 % til 50 %. Samtidig leverede danske solcelleanlæg 68,4 % mere strøm end i den tilsvarende periode i 2021 som et resultat af signifikant flere solskinstimer og idriftsættelse af nye solcelleanlæg.
Stigningen i vind- og solkraftproduktionen bidrager til et fald i det samlede energiforbrug, da disse anlæg producerer strøm uden tab af brugbar energi, mens el produceret på termiske kraftværker (med biomasse, kul, gas og olie) også afstedkommer et konverteringstab.
Det faktiske energiforbrug faldt med 1,3 pct. i de første tre kvartaler af 2022 i forhold til samme periode året før. Her faldt især forbruget af naturgas 28,3 %, mens forbruget af kul var 5,9 % mindre end samme periode i 2021. Omvendt steg forbruget af olie og vedvarende energi med henholdsvis 7,1 % og 4,4 %.
Kilde: Energistyrelsen