
Det skal være trygt og rart at færdes i Haderslev. Det er missionen for EWII Teknik og Haderslev Kommunes Driftsafdeling, der i øjeblikket er i gang med flere projekter med lyssætning i byrummet. Et af de steder, EWII Teknik er ved at gøre hyggeligere i vintermørket er indkørslen op til Gram Slot.
Det her ved Gram Slot er første gang, jeg er med til et så stort projekt, fortæller projektleder i EWII Teknik, Andreas Thoustrup
Projektet med at sætte belysning på Gram Slot er delt op i tre etaper, som hver indeholder 12 af de specielle lygtepæle. Første etape er færdig, men det har også holdt hårdt, afslører Andreas Thoustrup:
Der gik et år, fra vi først hørte om lysene, til det første projekt var færdigt, fordi de her specielle lygtepæle er dyrere end de normale. Men de er også meget flottere, siger han.
Lygtepælene er ikke så høje, og må derfor stå meget tæt for at kunne lyse vejen op. De er lavet af støbejern og er derfor meget tungere end de normale gadelygter. Og det er også årsagen til, at det tager længere tid for teknikerne at sætte dem op: Lygtepælene vejer 200 kilo stykket, og det tager en halv dag per mast for to mand at sætte op. Der er også sikringsindlæg i masterne, som afbryder strømmen til armarturerne, hvis lygtepælene bliver påkørt.
Firmaet, der har været med til at designe og støbe lygtepælene, er Uldalls Jernstøberi.
Kilde: EWII