Mange vil kender DM i Skills, men der afholdes naturligvis også et Europamesterskab. Det hedder meget naturligt EuroSkills, og det omfattende arrangement kommer måske til Danmark i 2024, nærmere bestemt Herning og Messecenter Herning.
Det er Børne- og Undervisningsministeriet, Region Midtjylland, Herning Kommune, Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation og SkillsDenmark, der i fællesskab står bag ansøgningen om at blive arrangør. Om landet kan se frem til at blive center for EuroSkills i 2024 afgøres i morgen kl. 15.
På grund af corona foregår generalforsamlingen i WorldSkills Europe virtuelt. Efter fremlæggelsen fra de lande, som har budt sig til som arrangør, skal de delegerede fra 30 europæiske lande stemme om placeringen af EuroSkills 2024.
EuroSkills er et kæmpe event med mere end 700 deltagere fra hele Europa, og det trækker op imod 100.000 besøgende over tre konkurrencedage. Det blev sidst afholdt i Budapest i september 2018. Her var der 12 danske deltagere, som tilsammen opnåede tre sølvmedaljer, en bronzemedalje og to Medaillons of Excellence. Det næste Euroskills afholdes i Graz i Østrig januar 2021 (skubbet fra september 2020, grundet COVID-19) og i 2022 i Sankt Petersborg, Rusland. Og altså måske i Danmark i 2024.
Der afholdes Worldskills hvert andet år (ulige år). Det seneste Worldskills blev afholdt i Kazan i Rusland i august 2019, hvor der var 14 danske deltagere, som tilsammen opnåede otte Medaillons of Excellence, og syv af danskerne endte i top 10 i deres individuelle konkurrencer.