Fire ud af seks nyuddannede EUX’ere er i job, året efter de er færdige med uddannelsen, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Samtidig er én ud af seks gået i gang med en videregående uddannelse året efter.
Analysen viser først og fremmest, at kombinationen af studenterhuen og svendebrevet er attraktiv i virksomhedernes øjne. At mange erhvervsfaglige studenter tilmed læser videre, viser bare, at EUX-uddannelsen er en adgangsbillet, der åbner for mange muligheder, siger Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker og projektchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
EUX kan være med til at modvirke den massive mangel på faglærte, som Danmark står overfor, mener hun.
Da man lancerede EUX som uddannelse, lød der nok lidt bekymring for, om mange af de erhvervsfaglige studenter blot ville kigge mod de videregående uddannelser og dermed ikke imødekomme virksomhedernes efterspørgsel efter faglært arbejdskraft. Men tallene dokumenterer, at de erhvervsfaglige studenter før noget andet søger mod beskæftigelse, siger Mie Dalskov Pihl.
EUX er en relativt ny uddannelse, der for alvor blev udrullet med EUD-reformen i 2015 efter en årrække med pilotforsøg. Uddannelsen er en erhvervsuddannelse med indbyggede gymnasiale fag. Det vil sige, at man kombinerer sin uddannelse til for eksempel vvs’er med en række fag på gymnasialt niveau som dansk, engelsk, matematik og samfundsfag.
I skoleåret 2020 afsluttede knap 1.600 en erhvervsuddannelse som EUX. I 2019 var det lidt mere end 1.300.
EUX’en vinder stille og roligt frem, efterhånden som kendskabet til uddannelsen øges. Uddannelsen appellerer nok til mange unge, der gerne vil kombinere det teoretiske med det mere praktiske, siger Mie Dalskov Pihl.
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd