Danskerne er muligvis klimadukse, når de får stukket en mikrofon i næsen og optræder på tv, men når det kommer til stykket hjemme i privaten, går det den helt forkerte vej. Det viser en undersøgelse, som analysebureauet YouGov har foretaget på vegne af Schneider Electric.
I 2019 viste spørgeskemaundersøgelsen, at 27 procent af danskerne ikke vidste, hvor de skulle finde information om mulighederne for energioptimering i privatboligen. Nu viser den tilsvarende undersøgelse for 2020, at tallet har flyttet sig i forkerte retning. Således svarer 28 procent af de adspurgte nu, at de ikke kender vejen til egne energioptimeringer.
Ligeledes svarede 29 procent af danske boligejere i 2019, at de ikke fandt energioptimering i hjemmet relevant. I undersøgelsen fra 2020 har også det tal flyttet sig den forkerte vej, idet 31 procent af de adspurgte nu ikke finder egen energioptimering relevant.
Resultaterne både overrasker og ærgrer Thomas Andersen, Vice President hos Schneider Electric Danmark, der er global specialist i energioptimering.
– Vi havde selvfølgelig håbet på, at tallene havde flyttet sig i den rigtige retning i løbet af det seneste år, men vi må konstatere, at danskerne fortsat mangler viden på området. Fakta er, at bygninger står for omkring 40 procent af det samlede energiforbrug i EU. Derfor har vores private hjem et enormt potentiale i forhold til at nedbringe CO2-udledningen og dermed at reducere vores klimaaftryk markant, siger han.
– Mit indtryk er, at mange ser i retning af politikerne, når det handler om at nedbringe udledningen af CO2, men faktisk er der masser af muligheder for, at både virksomheder og private kan gøre en forskel. Politiske aftaler er vigtige, men vi kan alle sammen medvirke til at nedbringe udledningen af CO2 – og løsningerne gør vel at mærke både miljøet og boligejernes økonomi en tjeneste, fordi de hjælper til med at spare på energien, siger han.