Pengepungen er, ikke overraskende, afgørende, hvis man skal få flertallet af danskere til at hoppe med på den grønne bølge. Der skal derfor være adgang til stabile, langsigtede støtteordninger, hvis danske boligejere skal motiveres til at omsætte deres grønne ambitioner til handling.
Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og YouGov, som derfor opfordrer til at styrke tilskudsmulighederne ved især investeringer i varmepumper.
Tallene viser at hele 60 procent af boligejerne i nogen eller højere grad ser tilskud/støtteordninger som en vigtig motivationsfaktor for at investere i energirenoveringer af deres boliger. Et tal, som underbygger en tilsvarende undersøgelse tilbage i januar.
Resultatet bekræfter indtrykket af, at danske boligejere først og fremmest ser på økonomien, når de vurderer behovet for at gøre noget ved energiforbruget i eller CO2-udledningen fra deres hjem. Bred folkelig opbakning er fuldstændig afgørende for at nå i mål med 70 procents-målsætningen. Derfor er det vigtigt, at man fra politisk hold sørger for at søsætte netop de ordninger, der fremmer lysten til grønne investeringer ude i de danske hjem. Og der skal være tale om langsigtede ordninger, så boligejerne kan regne med holdbarheden i investeringerne, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Som eksempel nævner han støttepuljerne til udfasning af oliefyr og naturgas til fordel for eksempelvis varmepumper. Her viser erfaringerne, at puljen for 2021, som blev præsenteret for nylig, langt fra vil dække behovet på et varmepumpemarked i vækst.
Vi kan jo se, at danskerne er endog meget interesserede i at foretage grønne investeringer, hvis de rette betingelser er til stede. Det understreges tydeligt af, at 2020-støttepuljen til varmepumper blev tømt på ganske få uger. Et eksempel på en rigtig god ordning – i alt for stramme rammer. For når puljen er tømt, går markedet i dvale indtil næste års pulje aktiveres – og den slags ”yoyo-markeder” er skadelige for den grønne omstilling, siger Simon O. Rasmussen.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne