
En meget populær løsning blandt elbilister er at betale et fast pris hver måned mod at kunne lade lige så tosset man vil – ude såvel som hjemme.
Løsningen får jævnligt hug for at være alt for dyr for den almindelige, gennemsnitlige elbilsejer. Seneste i rækken er OK, der er ude med en ny beregning. Ifølge den skal man køre over 40.000 km om året, før sådan en ordning kan betale sig.
Faktisk er det endnu værre for de bilejere, der udelukkende lader ude. Her skal man ifølge OK op på mere end 50.000 k. om året. Det står i skærende kontrast til de cirka 20.000 km, som det gennemsnitlige kørselsbehov er her i landet.
– Det er de færreste elbilister, der kører over 40.000 km. om året. Tallene bekræfter desværre, at rigtig mange elbilister i Danmark betaler alt for meget for opladning. Man bør overveje, om ens kørselsbehov matcher den pris, man betaler. Der er jo ingen af os, der gider betale mere end højst nødvendigt, siger Kenneth Korsgaard, direktør for mobilitet i OK.
Løsningen med fri opladning mod abonnement er faktisk også noget af dansk specialitet, påpeger OK; i hele Europa findes den kun her i landet.
– Nogle kunder vil gerne betale overpris for at slippe for at tænke over, hvornår de lader bilen. Og andre har ikke mulighed for at lade hjemme eller kører ekstremt mange kilometer. For dem kan det give god mening med et abonnement. Men langt de fleste almindelige elbilister kan altså spare rigtig meget ved at betale for forbruget, siger Kenneth Korsgaard.
Beregninger fra den uafhængige rådgivningsvirksomhed COWI har for nylig vist samme billede.
COWI har konkluderet, at en gennemsnitlig elbilist kan spare 3.000-4.000 kr. om året – op mod 330 kr. om måneden – ved at droppe all inclusive-abonnementet og betale for den faktiske opladning.
Kilde: OK

