
Elbilerne var igen det mest populære valg blandt de danske bilkøbere i august. Markedsandelen landede på 69 procent. Kigger man kun blandt private-brugere udgjorde elbilerne 85,5 procent – en markant stigning fra samme måned sidste år.
– Det går godt med den grønne omstilling af bilparken i Danmark. Hvis den gunstige udvikling skal fortsætte, er der behov for en klar politisk tilkendegivelse af, hvad der sker med afgifter på biler efter nytår siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Dermed henviser han til, at skatteminister Rasmus Stoklund har varslet forhandlinger om bilafgifter – men uden at levere klarhed. På den ene side skal rabatten på registreringsafgiften for elbiler udfases fra nytår – på den anden side har ministeren lovet, at priserne på netop elbiler ikke vil stige.
– Den manglende afklaring skaber uro blandt både forbrugere og branche. Det rammer et ellers velfungerende marked unødigt hårdt. Vi glæder os over, at ministeren vil fastholde støtten til den grønne omstilling, men der er brug for handling nu. Branchen og forbrugerne er ikke tjent med uvisheden, understreger Mads Rørvig.
Organisationen opfordrer politikerne til at udnytte muligheden for en langsigtet model, hvor værdielementet i registreringsafgiften erstattes af en teknisk baseret løsning.
En teknisk model vil gøre systemet mere enkelt og gennemskueligt.
Og så tilbage til bilsalget i august fordelt på modeller. Her har der nemlig sneget sig en fremmed fugl ind blandt de populære elbiler. På 4. pladsen finder man benzinbilen Cupra Formentor (412 biler), og henviser dermed en af fabrikkens elbiler, Tavascan, til 5. pladsen (372).
Cupra er en del af den store VW-koncern – en koncern, der er ved at sætte sig tungt på top 10 herhjemme. Man har seks modeller med blandt top ti, og top fem er udelukkende fra netop den koncern.
Ydermere er otte af top ti fra Europa – kun Tesla og Kia er her de “udenlandske”.
Kilde: Mobility Denmark