
Dele af det svenske land er ved at komme i underskud af strøm. Man er ganske enkelt på den maksimale kapacitet i spidsbelastninger i områder som hovedstaden Stockholm og en række omkringliggende byer, men også Malmø er tæt på at nå max.
Årsagen er, at hovedparten af den svenske strøm bliver produceret i den nordlige del af landet, men bruges mod syd. Det handler om alt fra et stigende privatforbrug over øget kollektiv trafik på el til datacentre, der trækker store mængder strøm i den sydlige del af landet.
Man kunne bygge sig ud af problemet med nye forbindelser fra nord til syd, men det tager 10-15 år, og så længe hverken kan eller vil de fleste vente. Derfor er Svenska Kraftnät i gang med at finde andre løsninger. Det kunne være at skrue op for effekten i det net, som allerede findes. Man lufter også tanken om mere lokal elproduktion, og så er man også inde på at få spredt forbruget, så spidsbelastningerne ikke bliver helt så høje.
Ulempen er, at øgningen af elforbruget løber stærkt, så der skal findes en løsning ganske hurtigt. Det nuværende problem med, at områder enten er på eller meget tæt på max-kapaciteten er kommet i løbet af blot et par år, og øgningen i elforbruget er ikke i aftagende – tværtimod.