Alle taler om digitalisering, men hvor mange danske virksomheder har egentligt taget de nye teknologiske muligheder til sig? Det satte Stofa Erhverv og Teknologisk Institut sig for at finde ud af. Stofa Erhverv og Eniig Fiber har i samarbejde med Teknologisk Institut og Jysk Analyse interviewet 808 danske virksomheder om vigtigheden af digital infrastruktur, digitale kompetencer og det digitale mindset, når internettet er meget afgørende for at kunne drive forretning. Virksomhederne er fordelt på de fem brancher: Detail, Bygge og anlæg, Liberale erhverv, Landbrug og Industri. Det er der kommet seks rapporter ud af, én for hver branche samt en samlet rapport.
– Formålet med undersøgelsen har været at klarlægge de danske virksomheders it-parathed. Finde ud af hvor ser de sig selv i forhold til konkurrenter og kolleger digitaliseringsmæssigt. Frygter virksomhederne disruption, investerer de tilstrækkeligt i it og har de i det hele taget tilstrækkeligt med kompetencer i forhold til at kunne udnytte de digitaliserede muligheder, som internettet giver? Det er blot nogle af de spørgsmål, vi stiller i rapporterne, og svarene er ikke entydigt positive, men der er hjælp at hente for mange SMV’er, fortæller Michael Balto, direktør i Norlys Erhverv, som Stofa Erhverv er en del af.
Bygge- og anlæg har ofte ry for at være lidt fodslæbende på dette område, men i denne undersøgelse er branchen blevet underhalet af detailhandlen, når det handler om at investere i it.
Undersøgelsen viser, at 75 procent af de virksomheder, som har deltaget i undersøgelsen, mener, at nye teknologier vil give adgang til nye produkter eller markeder. Samtidig afholder utilstrækkelige it-kompetencer og manglende adgang til højhastighedsinternet op mod halvdelen af virksomhederne fra at udnytte digitale muligheder, for eksempel har 44 procent af virksomhederne ikke fibernet.
– Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Men for at beholde sin plads øverst på podiet kræver det, at vi sætter nye ambitiøse målsætninger for den digitale omstilling. Der er i hvert fald stadig nogle udfordringer, som skal håndteres, specielt når det gælder opgradering af it-kompetencer og tilslutning til højhastighedsinternet. Der er både gevinster, der kan indhentes på kort sigt, og en indsats, som skal gøres på den lidt længere bane, konkluderer Michael Balto.
Kilde: Norlys