
I Fredensborg Kommune skal 10 procent af kommunen og dens indbyggeres samlede energiforbrug i 2030 produceres af sol eller vind.
Omsat til mere håndgribelige fakta betyder det, at man skal have opsat enten fem vindmøller, der hver er 100 meter høje, eller have solceller på 15 hektar – eller finde en kombination af de to.
Det er ret voldsomt, og derfor går kommunen ud og bad om borgernes hjælp med at finde egnede arealer.
– Vi har brug for hjælp til at finde de rigtige arealer til nye vedvarende energianlæg, da der er tale om ganske store arealer, der skal bruges for at nå målet på 10 pct. Derfor opfordrer vi alle borgere, lodsejere, investorer m.fl. til at komme med deres forslag, siger Lars Simonsen, formand for Plan-, Trafik- og Klimaudvalget.
Solceller på hustage mv. er et godt supplement, men kan ikke dække behovet. Staten er ansvarlig for planlægning for vindmøller på hav og møller her bidrager dermed ikke til kommunens mål for lokalt producerede strøm.
Borgerne har frem til den 8. oktober til at komme med idéer, og derefter vil kommunen kigge på, om borgerne har fundet nogle usete gyldne muligheder. Derefter vil man udvælge mulige arealer, der skal sendes videre til nærmere undersøgelse.
Kilde: Fredensborg Kommune