Ove Larsen går på pension efter 45 år i PCSCHEMATIC

I dag er en helt speciel dag i PCSCHEMATIC. Efter 45 år med en passion for at skabe software, der optimerer tids- og procesforløb først i elektronikbranchen og senere i el- og automationsbranchen, går Ove Larsen, medgrundlægger af PCSCHEMATIC, på velfortjent pension.

I 1978 satte Ove Larsen sig sammen med Janni Møller for at afprøve ideen om at digitalisere manuelle processer og hæve kvaliteten af arbejdet i elektronikbranchen. Dette enkle, men ambitiøse mål, blev grundlaget for de programmer PCSCHEMATIC står for i dag.

Den banebrydende software, blev født i beskedne omgivelser, og gjorde det muligt at tegne diagrammer på computeren og efterfølgende kunne overføre disse direkte til printudlægningsprocessen og udskrivning af lister over de anvendte komponenter. 10 år senere blev ejerkredsen udvidet med Werner Rossen, og her starter udviklingen af programmer til el- og automationsbranchen.

Ove har igennem årene været en essentiel drivkraft bag udviklingen af programmet, altid med fokus på brugernes behov og ønsker.

Under årets netop afholdte brugermøder, stod Ove for 34. gang i spidsen for gennemgangen af den nyeste version af Automation og faciliterede dialogen med vores brugere, om deres input og ønsker til programmet. Ove har om nogen været med til at gøre brugerdialog til en essentiel del af vores DNA, og en vigtig brik i vores fortsatte ambition om at udvikle software, der gør en forskel for medarbejdere og virksomheder.

Alle her i huset er dybt taknemmelige for Oves uvurderlige bidrag til virksomheden. Vi vil fortsætte med at værne om den kultur, han har været med til at skabe, hvor “glæden ved at skabe” driver os, og og hvor vi alle sætter en ære i, at der ikke er langt fra tanke til handling når vi, eller vores kunder, får en god idé til noget der kan forbedre vores løsninger.

Vi vil savne Oves humør, skarpe blik for udviklingsmuligheder og hans dedikation til PCSCHEMATIC. Hans arv vil leve videre i vores fortsatte stræben efter innovation og udvikling af vores programmer.

Tak, Ove!