Coromatic A/S

Coromatic vandt udbud og skal levere nødstrøm til Universitetshospital Køge

Coromatic A/S har vundet nødstrøms-entreprisen og er valgt som leverandør til det nye Universitetshospital Køge. Forsyningssikkerhed på store sygehuse er – også på nordisk plan – et centralt område for Coromatic, som glæder sig til at levere en driftsikker og langtidsholdbar løsning til supersygehuset i Køge.

Når det bedste tilbud skal findes ud fra de kriterier, Universitetshospital Køge har opstillet, er det altid en afvejning af blandt andet pris og kvalitet:

”For os har det været vigtigt, at vi får et nødstrømsanlæg, der er funktionsdygtigt og opfylder vores krav, og vi har valgt Coromatic som leverandør, fordi de opfylder de krav, vi har stillet, bedre end dem, de var i konkurrence med,” lyder det fra Helle Gaub, der er projektdirektør i Region Sjælland.

Hun understreger, hvor vigtig nødstrøm er for et hospital:

Nødstrøm er ekstremt vigtigt

”Sikkerhed er hele grundlaget for et hospital. Vi lever af at levere sikkerhed – og derfor er nødstrømsanlægget ekstremt vigtigt. Vi har rigtig meget følsomt udstyr, og vores patienters overlevelse afhænger af, at det hele kører rigtigt hele tiden. Nødstrømsforsyningen er afgørende for, at vi kan garantere sikkerheden for vores patienter,” pointerer Helle Gaub.

Hun tilføjer, at en særlig udfordring ved projektet på Universitetshospital Køge er at få en teknisk bygning, som et hospital jo er, til at overholde lokalplanskravene til støjniveau, facade mv. – og også den del har Coromatic givet et tilfredsstillende bud på at løse.

Erfaring fra andre sygehuse i Norden

I Coromatic er der glæde over at have vundet udbuddet:

”Forsyningssikkerhed i sundhedsvæsenet er et centralt arbejdsfelt for os på såvel dansk som nordisk plan. Vi har stor erfaring med at bidrage til et tidssvarende og moderne sundhedsvæsen på forsyningssiden – og har været med i tilsvarende projekter på andre store hospitaler i Danmark, Norge og Sverige. Det er vigtigt for os at være med der, hvor udviklingen er, og bidrage til patientsikkerheden ved at projektere, levere og efterfølgende servicere de kritiske installationer på supersygehusene,” siger Jess Thorsen, Business Area Manager i Coromatic.

Holder anlægget kørende – også på den lange bane

Den efterfølgende drift af anlægget er noget, Coromatic har et skarpt blik for:

”Én ting er at designe og levere et anlæg, men det skal også drives bagefter. Materialer, kvaliteter og løsninger i det hele taget skal holde på den lange bane. Vi står på mål for, at vi kan drifte anlægget i hele dets levetid, og vil gerne huskes for at skabe den også på langt sigt bedste løsning,” fastslår Jess Thorsen.

Nødstrømsanlægget på Universitetshospital Køge blev sendt i udbud i december 2018 – og entreprisen vundet af Coromatic i juni 2019. Anlægget vil være klar til drift i sommeren 2021.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Helle Gaub, Projektdirektør, Region Sjælland
hcg@regionsjaelland.dk
Tlf. +45 24 96 97 34

eller

Jess Thorsen, Business Area Manager, Coromatic A/S
Tlf.: +45 88 16 34 60
jess.thorsen@coromatic.dk

Om Region Sjælland

Regionen består af de tidligere Roskilde, Storstrøms og Vestsjællands Amter, samt øerne Lolland, Falster, Møn samt flere mindre øer, og indbyggertallet er ca. 830.000. I alt 7 sygehuse og behandlingssteder drives af regionen, og dækker en bred vifte af opgaver inden for social- og sundhedsområdet.

Om Coromatic
Coromatic sikrer strøm og datakommunikation til forretningskritiske funktioner. Vi er her 24/7 for vores kunder, for at sikre høj tilgængelighed og produktivitet i produktionsanlæg, for at redde liv, for at sikre uafbrudt strømforsyning, og ved at beskytte miljøet ved energioptimering.
Vores kunder er finanssektoren, IT- og telekomudbydere, hospitaler, forsvaret og anden bygningskritisk infrastruktur.
Coromatic tilbyder rådgivning, drift, service og vedligehold. Vi designer, bygger og driver energieffektiv, teknisk infrastruktur.
Coromatic har mere end 500 medarbejdere, og har leveret løsninger og services til mere end 5000 virksomheder i Norden. EQT har aktiemajoriteten i Coromatic.

For mere information besøg www.coromatic.dk