”Køb, køb, køb.” Sådan har meldingen lydt, efter at Danmark og resten af NATO har sat kursen mod markant højere forsvarsudgifter. På NATO-topmødet i Ankara kunne forsvarsminister Jeppe Bruus i starten af juli melde ud, at Danmark allerede nu lever op til alliancens mål om at investere fem procent af BNP i forsvar og sikkerhed – ni år før fristen i 2035. Målet fordeler sig med 3,5 procent til militære kernebehov og 1,5 procent til bredere forsvars- og sikkerhedsrelaterede udgifter, herunder beskyttelse af kritisk infrastruktur mod hybrid- og cybertrusler. For Danmark svarer det til i størrelsesordenen 45 milliarder kroner ekstra om året. Pengene er der, som NATOs generalsekretær Mark Rutte påpegede på topmødet. Nu skal de nu omsættes til konkrete indkøb, der kan bruges til forsvar og afskrækkelse. Men mellem den politiske beslutning og et forsvar, der faktisk virker, ligger en disciplin, vi taler alt for lidt om: at vælge rigtigt og i tide.
Materiel er kun så stærkt som den strøm, der får det til at virke. Sensorer, kommunikation, kommando og kontrol, logistik – intet af det fungerer uden stabil energiforsyning. Det er en velkendt pointe. Den mindre kendte er, at energiresiliens ikke kan anskaffes i sidste øjeblik.
Beredskab kan ikke bestilles til levering i morgen
Leveringstiden på kritiske komponenter er de seneste år vokset markant. Større nødstrømsgeneratorer er gået fra omkring 30 uger til op mod 60. For centrale netkomponenter som skal kunne undersøges og dokumenteres, er leveringstiden nogle gange over to år. Det ændrer spillereglerne: I modsætning til de fleste andre indkøb kan robusthed ikke fremskaffes med kort varsel.
Tager beslutningsprocessen to år, og leveringen et år oveni, er man ikke klar ”lige om lidt.” Man er klar om tre år, hvis man begynder nu. Det er her, rettidig omhu holder op med at være en floskel og bliver en operativ forudsætning.
Vælg for hele levetiden, og for forsyningssikkerheden
Vores infrastruktur er stadig dimensioneret efter en fredstidslogik. Ifølge Energinet har danske el-forbrugere de seneste ti år i gennemsnit oplevet omkring 23 afbrudsminutter om året. Men det er ikke 23 minutter, vi ruster os mod nu. Det er sabotage, hybridangreb og udfald målt i døgn. Et kvalificeret valg af nødstrøm handler derfor om dimensionering efter reel operativ belastning, om udholdenhed i døgn frem for timer, og om service, der sikrer, at anlægget stadig virker år senere. En løsning uden vedligehold ældes lige så hurtigt som en bil uden service.
Dertil kommer et hensyn, der vejer tungt i forsvarssammenhæng: forsyningssikkerheden i selve leverancen. Bygger man sikkerhedskritisk infrastruktur, skal man kunne stole på leverandørkæden – også i en krise. Robuste, europæiske løsninger er ikke protektionisme. Det er en del af den modstandskraft, vi opruster for at opnå.
Rettidig omhu er svaret
Det vigtigste, Forsvaret og de øvrige aktører kan gøre, er derfor ikke at købe hurtigt, men at få gennemtjekket deres energiberedskab nu, mens der ikke er noget problem: at kortlægge, hvad der skal virke, hvor længe, og om de nuværende løsninger reelt kan bære det – før leveringstiderne æder den tid, vi ikke har.
For oprustning måles ikke kun i kampfly og fregatter. Den måles også i, om der er strøm den dag, alt andet er sat på prøve. At afsætte milliarderne er den lette del. Den svære – og afgørende – er at bruge dem med rettidig omhu. Et forsvar, der skruer op for indkøbsvolumen, men køber forkert, står lige så stille som et forsvar, der intet har købt. Ligesom helten ikke duer uden mad og drikke, fungerer forsvaret ikke uden strøm og energi.
