
– Når vores nuværende regering mener, at vi skal bevare tekniske arbejdspladser i Danmark, så er automation afgørende – og dermed også brugen af robotter og lignende løsninger, der trækker løntunge og trivielle opgaver ud af produktionen. Det er vigtigt at styrke industrien med de automationsløsninger, der er udstillet på en messe som Automatik. Faktisk har vi i teknisk forstand en stærk position i Danmark. Vi skal heller ikke være bange for at sige, at vi ved bedre, når vi reelt ved bedre. Men det er udtalelser, der kræver mod – og teknisk forstand, kunne Peter Trillingsgaard, direktør for DI Produktion, fortælle i forbindelse med uddelingen af den altid populære Automatiseringspris 2026 fra DIRA.
Det var tre meget forskellige virksomheder, som i år var indstillet til DIRAs Automatiseringspris. Én af de indstillede var Niebuhr Gears, der gennem automation og robotter har indarbejdet metalbehandling med automation, hvilket reelt gør Niebuhr i stand til at konkurrere mod kinesiske lavprisproducenter af gear til især offshore-vindmølller.
Velux er den næste kandidat. Ved brug af en stor flåde af AGV’er – selvkørende logistikrobotter – i produktionen er effektiviteten i logistikken øget med anslåede 30 procent. Der bliver flyttet langt mindre luft end før, og transport behøver ikke længere at køre på lastbiler.
Endelig har den rundt regnet 100 år gamle Müller Gas Equipment gjort sig positivt bemærket i forhold til robotløsninger. 44 robotter supplerer Sønderborg-virksomhedens 145 ansatte, og automationen betyder, at spildet og de trivielle montageopgaver er blevet betydeligt reduceret. Det har ikke været nemme opgaver at smøre smådele og montere små O-ringe med robotter, men det er lykkedes meget effektivt for virksomheden.
Vinderen blev så ikke overraskende Müller Gas Equipment, som meget effektivt har bevist, at en meget investering i en produktion, hvor man ikke bare kan ændre komponenterne til automatisk montage er mulig med den rigtige brug af robotter – og hvor det i øvrigt kræver en stor indsats at få montagerobotter til at arbejde med de meget små og fedtede komponenter, der indgår i Müller Gas Equipments produktion. Det understreger også, at virksomhedens vilje til at investere helt op til ti procent af sin omsætning i ny teknologi formår at bære frugt, så både omsætning og antallet af medarbejdere vokser – selv efter implementering af robotter i mange områder af en ellers konventionel produktion.
Se mere om Automatik 2026 i El+Energi 7/2026, som udkommer 26. oktober
RSH

