
Både i 2020 og i 2021 søgte, og fik, den Sveriges systemansvarlige virksomhed, Svenska Kraftnät, en fritagelse for det såkaldte 70-procentkrav, som blev indført med EU’s grønne energipakke i 2019.
Nu har Svenska Kraftnät søgt om endnu et år med fritagelse hos Sveriges tilsynsmyndighed, Energimarknadsinspektionen, men nu mener det danske Forsyningstilsyn, at det må stoppe. Ikke mindst, når man anvender den samme begrundelse for fritagelse tre år i træk
70 procent-kravet er et EU-krav om, at alle lande skal stille mindst 70 procent kapacitet til rådighed på deres elnet for transmission på tværs af landegrænserne. EU-landenes systemansvarlige virksomheder kan ifølge reglerne søge om fritagelse fra 70-procentskravet for et år ad gangen, hvis det er nødvendigt for at opretholde driftssikkerheden.
Et argument, man altså nu har anvendt for tredie år i træk. Men den går ikke, mener man hos Forsyningstilsynet.
Tilsynet skriver i et høringssvar bl.a., at der juridisk kan rejses tvivl om, at samme forudsigelige årsag kan give anledning til fritagelse fra 70-procentskravet i mere end to år. Desuden mener man, at Svenska Kraftnät ikke i tilstrækkelig grad har taget initiativ til at finde løsninger på de problemer, der danner grundlag for den nye ansøgning om fritagelse.
Ikke mindst, når man allerede i 2019 og 2020 opfordrede Svenska Kraftnät til at undersøge mulighederne for mere modhandel
Forsyningstilsynet kan ikke se, at Svenska Kraftnät har anvendt modhandel mere systematisk siden da. Endelig kan man konstatere, at transmissionskapaciteten på grænsen mellem Jylland og Sverige er faldet sammenlignet med 2021.
Hvorvidt Svenska Kraftnät skal have en ny fritagelse er i første omgang op til Energimarknadsinspektionen. Hvis den svenske myndighed giver endnu et år med fritagelse, trods uenigheden, går sagen til videre behandling i Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER). Her skal de 27 nationale reguleringsmyndigheder i repræsentantskabet (Board of Regulators) godkende ACER’s afgørelse.
Kilde: Forsyningstilsynet