
9000 adresser fordelt i 122 områder på tværs af landet kan nu se frem til bedre mobildækning. Samtidig fremrykkes udrulningen af det nyeste 5G-udstyr, så det udrulles bredere og hurtigere, end markedet ville have gjort af sig selv.
Det er resultatet af, at mobilselskaberne TDC Net, Hi3G og TT-Netværket (Telias og Telenors fælles infrastrukturselskab) i dag har vundet tilladelser til en række frekvenser og samtidig forpligtet sig til to ambitiøse dækningskrav.
Frekvenser er afgørende for mobilselskabernes mulighed for at etablere og udvide deres net i Danmark. Den netop afsluttede auktion omfattede fem forskellige frekvensbånd, og de tre mobilselskaber, der deltog i auktionen, har vundet frekvenser i auktionen til en værdi af 2.076.186.000 kr.
De 122 udvalgte områder var et krav, som var lagt ind i auktionen. Det samme var, at frekvenserne i 3,5 GHz-frekvensbåndet, der er særligt afgørende for udrulningen af 5G-teknologien, bliver udrullet hurtigere og bredere i Danmark.
Kilde: Energistyrelsen