
Bredbåndspuljen for 2024 er sendt til høring, og denne ganger der sket flere ændringer. Samlet set betyder det, at der kommer flere adresser på, men ændringerne rykker også rundt på de mulige tilskudsadresser.
En af de åbenlyse årsager til at ændrer på rammerne er, at puljen, der ofte har været bestormet af internet-hungrende danskere, ikke blev tømt i 2023.
– I 2023 var der for første gang ikke afløb for alle de midler, der var afsat til Bredbåndspuljen. Derfor giver det mening, at flere af de adresser, som ikke har adgang til hurtigt bredbånd, skal have mulighed for at indgå i ansøgningerne, siger kontorchef i Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI), Thomas Ilum Damsgaard.
Blandt ændringerne finder man hastighedskravene. Hidtil har det kun været adresser, som maksimalt har adgang til 30/5 Mbit/s, som kunne indgå i ansøgninger om tilskud. Det foreslås, at det i 2024 skal gælde for alle adresser, som ikke har adgang til 100 Mbit/s download.
Og så kan man heller ikke komme i betragtning, hvis man har adgang til hurtigt bredbånd via 5G med en hastighed på mindst 600 Mbit/s download.
– I dag er der ikke ualmindeligt, at forbrugerne vælger en mobil løsning som et reelt alternativ til fastnet bredbånd. Det gør de, fordi den slags løsninger er konkurrencedygtige – både i forhold til pris og kvalitet. Derfor er det politisk besluttet, at adresser, som har adgang til hurtigt bredbånd via 5G ikke skal være tilskudsberettigede, siger Thomas Ilum Damsgaard.
Byzoneadresser kan som noget nyt komme med i 2024-udgaven af puljen. Tidligere kun adresser beliggende uden for byzone, der kunne være med i ansøgningerne. Det foreslås, at i 2024 skal byzoneadresser fra landsbyer og andre små bysamfund med mindre end 2.000 indbyggere også kunne indgå i ansøgninger om tilskud.
Der er endvidere foretaget flere mindre justeringer og præciseringer i forhold til de rammer, der var gældende i 2023. Det samlede høringsmateriale kan hentes fra Høringsportalen
Der er høringsfrist den 3. maj
Kilde: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur